Sandheden om Gigabit

Luften er tyk af gyldne løfter om superhurtigt internet via fiber. Alle har krav på hurtigt og stabilt internet, lyder det. Det er alle enige om. Men fiberselskaberne og nu også TDC sætter lighedstegn mellem fiber og hurtigt internet. Men det er kun den halve sandhed. Hvad er facts? Og hvad er halve løgne, der har til formål at markedsføre deres produkter?

Vores internetløsning ligger i Coax-kabler, som har en kobberleder og kan levere lige så hurtigt internet som fiber. Op til 1.000 MBit/s. Vores net vil i løbende blive opgraderet til at levere Gigabit internet.

Coax-kabler må ikke forveksles med gammeldags kobberkabler, som bliver brugt til telefonforbindelser over fastnet. Kobberkabler bruges i dag også til internet af TDC og flere andre selskaber, som køber sig ind på TDC’s kobberkabler. De kan højst levere 20-50 MBit/s. Disse kobberkabler er – i modsætning til coax-kabler – gammeldags teknologi.

Har du brug for Gigabit?
Gigabit bliver efterspurgt af en række husstande, når flow-tv bliver erstattet af streaming. Men hvad er dit eget behov egentlig? For de flestes vedkommende er behovet mindre end man tror – og i hvert fald meget mindre end det behov fiberselskaberne forsøger at bilde dig ind, at du har. Læs vores artikel “Har jeg brug for fiber“, hvor du også får tips til hvordan du helt konkret kan få overblik over dit forbrug i det daglige.

Hvad koster det dig – nu og i fremtiden?
Prisen for vores internet via coax-kabel vil med sikkerhed være meget konkurrencedygtig de næste 5 – 6 år. Om forventeligt 7 år skal der måske igen ske en opgradering af coax-nettene til 1.800 Mhz. (aktuelt opgraderes fra 862 Mhz til 1.218 Mhz). Men selv med en anslået ny opgraderingspris på 2.500 kr. pr. husstand, vil coax stadig være yderst konkurrencedygtigt i forhold til fiber.

Verden over og særligt i USA er der nedgravet så mange millioner kilometer coaxkabel, at det er helt sikkert, at der i mange år fremover vil blive forsket i nye teknologier til coax-net, så deres kapacitet vil stadig stige. Selv om både fiberselskaberne og TDC nu tilbyder fibernet med gratis tilslutning, så check prisen nøje. Ikke bare for i år, men de næste 5-10 år eller mere. Intet er gratis, og uanset at installationen nu tilbydes gratis, skal investeringen på 15-20.000 kr. betales senere, for ethvert selskab skal hente sine penge hjem igen. Og ethvert selskab, også et andelsejet fiberselskab, skal skaffe et overskud til sine aktionærer og ejere. Så husk: INTET ER GRATIS i den verden, vi lever i.

(artiklen udgivet første gang den 17. maj 2020)