Godt nytår
Kære medlem af Vindinge Antennelaug,
Hermed årets første nyhedsmail.
Anlægsrenovering
Første etape af vores anlægsrenovering som forberedelse til Docsis 3.1 er ved at være tilendebragt. I de kommende uger bliver alle forstærkere fin justeret til korrekt niveau. Det kan betyde, at der kan opleves dårligere ydelse på vores internetsignal, og det kan også betyde fejl på TV-signalet, så længe der arbejdes på anlægget. Korte afbrydelser af både TV og internet kan også forekomme de næste par uger.
Renoveringen har medført en markant forbedring af signal-/støjforholdet i anlægget, hvilket også var nødvendigt for at kunne indføre Docsis 3.1 på et senere tidspunkt. Det giver mulighed for endnu højere hastigheder, både download og upload hastigheder. Læs mere om de fremtidige muligheder her: https://da.wikipedia.org/wiki/ DOCSIS
Nogle går meget op i dette, men ret beset går der mange år før hovedparten af husstandene får brug for disse høje hastigheder. Man kan fx streame mere end fem Ultra HD (4K)-kanaler samtidig uden at komme i nærheden af den nuværende maksimale hastighed/kapacitet. Men når renoveringens etape 2 er gennemført (udskiftning af forstærkere), kan vi udnytte det fulde frekvensområde op til 1218 MHz, hvilket samlet set vil øge kapaciteten i nettet betragteligt.
Vindinge Antennelaug vil derfor både nu – og langt ind i fremtiden – kunne tilbyde internet og TV til gunstige priser, og vi er glade for den store opbakning fra medlemmerne.
HelpDesk
Når I som medlemmer oprette sager i vores HelpDesk, oplever vi desværre temmelig ofte at i IKKE læser vores svar. Det kan skyldes, især hvis i anvender Gmail, Hotmail eller andre større udbydere, at vores svar frasorteres i et spamfilter eller havner i mapper som Uønsket post, Reklamepost, Spam (mappen har forskellige navne alt efter udbyder). Det er derfor vigtigt at i checker dette, så vi kan afslutte sagerne hurtigt og undgår at anvende unødig tid på at rykke for svar 🙂
Efterregulering af pakkepriser for 2018
Af forskellige årsager har det været nødvendigt at gennemføre en regulering af pakkepriser med tilbagevirkende kraft for 2018. Nogle pakker var der blevet opkrævet for meget for, andre var der desværre opkrævet for lidt for. Vi beklager denne situation som skyldes en kombination af flere uheldige omstændigheder. Men der er blevet gennemført en meget grundig kontrol af alle medlemmer, også dem der har skiftet pakke i 2018. Derfor kan vi med god samvittighed sige, at fejlen er rettet når alle har betalt regningen pr.1.1.2019.
Nye modems/routere
Flere er begyndt at spørge til muligheden for nyere hardware. Foreningen har ikke mulighed for bare at uddele nye modems/routere uden beregning. For at gøre dette ville vi skulle hæve prisen for internet. Vi er bekendt med, at der er en del ældre routere i vores netværk (model 3925), som ikke har særlig god trådløs dækning (Wi-Fi)
Som udgangspunkt vil vi opfordre til at I venter med at udskifte modems indtil vi kan levere “næste generation” (Docsis 3.1). Hvis man ønsker bedre Wi-Fi dækning allerede nu i sit hus, vil vi i stedet anbefale at man køber et access point.
Man er naturligvis også velkommen til selv købe et andet acces point. VAL kan så bare ikke tilbyde nogen for hjælp til opsætning eller support i øvrigt ved problemer med Wi-Fi dækningen.
Foreningen tilbyder produktet LigoWave til 849,-. Det giver en markant bedre Wi-Fi dækning end både 3925 og 3940 og kan også bruges sammen med fremtidens 3.1 modems. Det er ganske let at installere og kræver meget lidt kabeltræk. LigoWave vil være synlig i vores overvågningssystem, hvilket gør os i stand til at hjælpe med at optimere dækningen, hvis fx naboens netværk generer. Desuden kan hjælp til opsætning og installation tilkøbes. Du kan læse mere om LigoWave her og bestille nederst på siden.
Venlig hilsen bestyrelsen