Nyt WebTV, øget kapacitet og utidig programsøgning
Nyhedsbrev, januar 2022
I dette nyhedsbrev kan du læse om
- Lancering af ny WebTV platform
- Forøgelse af kapaciteten i Vindinge
- Uforudsete ulemper i forbindelse med forøgelsen af kapaciteten
- Kommunikation fra Vindinge Antennelaug
Lancering af ny WebTV platform
I mange år har vi tilbudt brugen af G-Play, som satte dig i stand til at streame de tv-kanaler du har i din normale tv-pakke – både i tid og sted. Det forstås således at du i tid kan se programmerne forskudt op til 24 timer efter de har været sendt på flow-tv. Og i sted – at du kan se programmerne selvom du er ude at rejse – til sommerhus eller syden.
G-Play er blevet ældre – faktisk så gammel at den nu bliver udskiftet. Sidste dag med G-Play bliver 1. februar 2022.
Afløseren er allerede i drift – Glenten TV.
Du tilmelder dig Glente TV i selvbetjeningen – på https://mit.vindingenet.dk/ – login med dit medlemsnr. Gå til menupunktet Streaming og herunder Web-TV. Når tilmeldingen er gennemført kan du klikke på det direkte link til Web-TV afspilleren nederst. Du kan også installere en afspiller på din mobil – gå til mobils app-shop og søg efter “Glenten TV”.
Du kan læse mere om Glenten TV på leverandørens hjemmeside: Glenten WebTV – Glentevejs antennelaug
Vær opmærksom på at der kan være lidt opstartsproblemer – vi er i dialog med Glenten om udfordringer.
Forøgelse af kapaciteten i Vindinge
19. januar fik vi under en natlig operation opgraderet vores hovedforbindelse til centralen i Tune. Både vores tv-signaler og internetforbindelse har haft god plads at boltre sig på i vores hidtidige forbindelse, men – specielt her under Coronahjemsendelserne – har vi været tæt på den maksimale kapacitet. Derfor var der behov for at øge kapaciteten. Den er nu blevet fordoblet og samtidig er vi i Vindinge blevet delt op i 2 ‘øer’ – henholdsvis en nordlig og en sydlig ø. Grænsen svarer til nord og syd for kirken.
Operationen burde have været transparent for jer medlemmer – på nær at fraværet af signal under selve operationen der blev udført midt om natten. Derfor vurderede vi at det var rigeligt at annoncere opgraderingen på vores facebook gruppe. Læs mere herom nederst.
Desværre havde opgraderingen lidt flere konsekvenser, som vi ikke var blevet fortalt om på forhånd – læs mere herunder:
Uforudsete ulemper
Som en konsekvens af opgraderingen, som beskrevet ovenfor, blev dele af tv-kanalernes lydspor nu leveret fra en anden server (uden at blive for teknisk, leveres alle tv-kanaler med forskellige lydspor – f.eks. stereo og dolby – og i særlige tilfælde forskellige sprog, mono osv).
Nogle TV finder selv ud af hvor lydsporet nu kommer fra. De fleste tv skal lige have det fortalt en gang til – ved en fornyet programsøgning. Når et TV foretager en programsøgning kan man være heldig at ens tv lægger de fundne kanaler ind på de programpladser man allerede har tildelt den enkelte kanal. Andre TV starter helt forfra. Det kan resultere i at kanalerne lander “hulter til bulter” – der er dog et system i det, som svarer til programmernes rækkefølge i frekvensbåndet. Bl.a. vil man nu finde de radiokanaler der udsendes som en tv-kanal helt bagerst i kanalrækkefølgen.
Mange medlemmer har forståeligt nok været i vildrede – og mange har vi kunnet hjælpe ved at henvise til vores hjemmesides vejledning for programsøgning, som du finder her: Kanalsøgning – Vindinge Antennelaug (vindinge-antennelaug.dk)
Havde vi i bestyrelsen vidst, at der ville være behov for en fornyet programsøgning, havde vi naturligvis sørget for at advisere kapacitetsforøgelsen i bedre tid til alle vores medlemmer – også dem der ikke bruger facebook.
De af vores medlemmer som lytter til radio på FM-båndet oplever endvidere at DR P5 bliver iblandet en anden kanal. Vores leverandør kender problemet. DR P5 bliver ekstraordinært af vores leverandør lagt i FM-båndet – men Danmarks Radio udsender den f.eks. ikke på FM – men kun på DAB og internetradio.
Det vurderes umiddelbart at anstrengelserne for at bringe problemet til ophør vil være for store i forhold til det faktum at FM-frekvenserne snart fjernes fra vores frekvensbånd. Herfra skal lyde en opfordring til at søge mod de digitale løsninger – DAB eller internetradio. Begge dele kan fås som forsats til det gamle stereoanlæg. Læs evt. mere om FM nedlukningen her: Digital radio (slks.dk)
Kommunikation fra Vindinge Antennelaug
Vindinge Antennelaug forsøger at holde vores medlemmer underrettet om alle større og mindre ændringer i driften af vores fantastiske Antennelaug. Kommunikation kan være mere eller mindre tidskrævende – for eksempel tærer den årlige husstandsomdeling af indkaldelse til generalforsamling meget på bestyrelsens begrænsede ressourcer.
Et nyhedsbrev som dette tager også tid at forfatte, og når ikke ud til medlemmer uden en email-adresse. Listen over email-adresser er sjældent opdateret og vi har derfor en del efterarbejde med vedligeholdelse af disse.
Opslag på f.eks. facebook kan laves hurtigt – ved f.eks. et konstateret nedbrud, men når kun ud til medlemmer, som er på facebook.
Derfor er vi mest tilbøjelige til først at lave et facebookopslag. Så vil man have besked hurtigst muligt, bør man ansøge om indmelding i vores facebookgruppe her: https://www.facebook.com/groups/vindingeantennelaug Det vil i høj grad lette bestyrelsens arbejde.